§ 38. Vælgeren får ved henvendelse til stemmemodtageren på et af de i § 35 nævnte afstemningssteder udleveret en forhåndsstemmeseddel med dertil hørende konvolut, følgebrev og omslag. Uden overværelse af andre udfylder vælgeren straks stemmesedlen ved at anføre navnet på et af de partier, der har opstillet kandidater, eller navnet på en af de kandidater, der er opstillet. Stk. 2. Når vælgeren har stemt, udfylder vælgeren følgebrevet. Følgebrevet skal indeholde en erklæring om, at vælgeren selv frivilligt og uden overværelse af andre har udfyldt stemmesedlen, lagt den i konvolutten og lukket denne. Vælgeren skal underskrive følgebrevet i overværelse af stemmemodtageren, og følgebrevet skal angive datoen for underskriften samt vælgerens fulde navn, fødselsdato og bopæl i den kommune, hvor vælgeren er opført på valglisten. Stk. 3. Desuden udfylder og vedlægger stemmemodtageren en attest, der skal indeholde en erklæring om, at vælgerens underskrift er ægte og skrevet på den tid og det sted, som vælgeren har angivet, samt at stemmeafgivelsen har fundet sted uden overværelse af andre. Attesten skal være underskrevet af den pågældende stemmemodtager egenhændigt med angivelse af navn, stilling og bopæl. Stk. 4. Stemmemodtageren er ansvarlig for at afgivelse af forhåndsstemme, jf. stk. 1, sker uden overværelse af andre.
§ § 38(untitled)
da · 1,332 chars · active
Primary source. The text above is the canonical statute body as it appears in this revision of the atlas. Verify against the official gazette before quoting in litigation or formal advice. Spot an error? Suggest a correction.